Onsdag den 16. juni 2010 kl. 19 byder Aalborg Kunstpavillon indenfor i Kunsthal Nord til en aften med Thorvald Odgaard.
Thorvald Odgaard er, som bekendt, en af de nordjyske kunstnere, der markant har præget Kunstpavillonen gennem hele dens eksistens. Thorvald var med i den første bestyrelse, der fik lavet tegninger til og plakater for en helt ny bygning. Dette førte til et pres på kommunen, der stillede Søndergade 20 til rådighed som Kunstpavillon. Thorvald fortæller i denne sammenhæng, at den daværende borgmester, Kaj Kjær, udtalte, at det var de bedste penge, Aalborg Kommune havde givet ud til kulturen. Et af aftenens spørgsmål vil være: Holder Kaj Kjærs udsagn også 30 år efter?
Med udgangspunkt i Pavillonens ’skabelseshistorie’ og i kritisk dialog med Kunstpavillonens jubilæumsbog fra 2001 vil Thorvald fortælle om foreningens og stedets historie, om nogle af de mange engagerede mennesker, der har lagt sjæl og utallige arbejdstimer i bestyrelsesarbejde og udstillinger, og om Pavillonen som kunst- og kulturpolitisk faktor gennem de forgangne årtier, aktuelt og i fremtiden. Thorvald vil således både spille på erindringens strenge og lægge op til spørgsmål og – ikke mindst – diskussion.
Arrangementet er gratis og åbent for alle.

