Læs anmeldelsen i Nordjyske	Se indslag i TV2 Nord
Om udstillingen Blikket på kunsten	Interview med kurator Kurt Tegtmeier
Interview med kurator Troels Laursen	Interview med kurator Trine Rytter Andersen

Om BLIKKET på KUNSTEN 3

Kunstnerne tilknyttet Aalborg Kunstpavillon har ifm. dette års udstilling udfordret sig selv og hinanden ved ikke bare sædvanen tro at udstille det, medlemmerne selv har valgt at aflevere. I stedet har de underkastet sig en ide og tre meget forskellige kunstneriske blikke. De har nemlig inviteret tre kuratorer til at udvælge blandt de værker, som kunstnerne har stillet til rådighed. Den ide resulterer i tre forskellige udstillinger, hvoraf denne er den 3. og sidste.

De tre udstillinger afspejler ikke blot de deltagende kunstnere, de fungerer også som bevis for, at en udstilling i meget høj grad også afspejler det blik eller fokus, som kuratoren har anlagt under arbejdet med at sammensætte udstillingen og få den til at fungerer som en helhed.

Normalt er det kuratorens opgave at skabe hele udstillingen – udarbejde ideen, researche og finde informationer, som understøtter temaet for udstillingen. Det er også kuratorens opgave at finde og udvælge de deltagende kunstnere og herefter i fællesskab med dem udvælge de værker, som passer bedst i sammenhængen. Nogle gange iværksætter kuratoren også produktion af værker, som således laves specifikt til den pågældende udstilling.

Personligt er jeg vant til at have en tæt dialog med de kunstnere, som jeg er kurator for.

I denne her sammenhæng er situationen imidlertid en anden. Her skal jeg ikke selv vælge kunstnerne, og jeg har ikke talt med dem undervejs. Udfordringen har derfor været at lave en udstilling med det materiale, som nu engang er til rådighed.

Jeg har løst den opgave ved at bruge mine øjne – jeg har kikket mig godt og grundigt ind på de værker, som er her. Hvordan arbejder kunstneren? Hvad er vigtigt rent formelt? Hvad handler værkerne om?

Selvom det hele som udgangspunkt strittede i mange forskellige retninger, og selvom her er flere generationer og forskelligartede udtryk tilstede, findes der alligevel flere fælles tematiske forbindelser i den samlede værkvolumen.

Det er disse forbindelser, som jeg har brugt som omdrejningspunkter i arbejdet med at udvælge og installere udstillingens forskellige rum.

Et hovedtema i denne sammenhæng synes at handle om identitet, krop, køn og relationer. De er her alle sammen: børnene, de unge og de gamle. Mændene og kvinderne er her –med deres kroppe.  For kroppen og den ambivalens og fascination, der ofte ledsager vores forhold til den, reflekteres på flere måder her i udstillingen. Disse værker ser vi i den store sal ved indgangen og i katedralrummet her.

Der er også værker, som tager afsæt i indre oplevelser, spiritualitet, natur og myter. Sindbilleder eller åndebilleder kunne man kalde nogle af dem, som synes at stamme fra et sted dybt inde i kunstnerens underbevidsthed eller fra den kollektive bevidsthed, om man vil. Dem finder vi også i den store sal og i det tilstødende sidegalleri.

Så er der en hel del værker, som forholder sig til natur og landskab. Dem finder vi hernede i de lyse rum i den bagerste del af udstillingen. Disse værker bekræfter en levende optagethed af at opleve, beskrive og formidle naturen. Noget som forhåbentlig heller aldrig bliver irrelevant for os!

I sidegallerierne og på væggen bagved mig findes også værker af mere formel karakter. Ved første øjekast er kunstneren optaget af undersøgelser ifm. maleriet eller formen, men kikker man ordentligt efter, vil man opdage, at også disse kunstnere beskæftiger sig med landskabet, naturen eller med at beskrive arkitektur og andre motiver i forskellige tilstande eller grader af forfald – noget, som i virkeligheden også handler om os selv og vores forhold til de ting, vi omgiver os med. At se det skønne i en gammel bygnings forfald, en for længst udrangeret maskindel eller at være optaget af bevægelse og farve, af  lys og mørke er alt sammen udtryk for en kunstnerisk og menneskelig forholden sig til verden. At analysere og beskrive strukturer og fænomener er noget, den såkaldte moderne kunst altid har været eksponent for, og som tilsyneladende altid vil kunne fascinere og optage os.

Også de spritnye ting tiltrækker, og som modvægt til forfaldsæstetikken kan man se den gigantiske i-phone af glas og Kittyfiguren ligeledes i glas. Disse to ikoner og begærsobjekter fra nutiden handler i lige så høj grad om vores forhold til tingene omkring os. Om merchandices og gadges og om hvordan, vi bruger dem til at udtrykke vores individuelle identitet med i massesamfundet.

Der er kun to billeder med direkte politiske referencer i udstillingen – om end af en meget afdæmpet karakter. De hænger lige her bag mig på hjørnet. Det lille naivistiske billede handler om konflikten mellem asylansøgerne og myndighederne i Brorson Kirken og det andet beskæftiger sig med støvet, kaoset og farveløsheden i den tilstand, som hersker efter jordskælvet på den ellers så farvestrålende tropiske ø Haiti. Ingen af billederne har været vist på de to tidligere udstillinger. Jeg vælger dem, fordi de har noget på hjerte, og fordi de er med til at understrege min hensigt, som er at vise, at kunst handler om noget, og at den kunstneriske bearbejdning af virkeligheden er vigtig for vores selvforståelse i samfundslivet.

På plakaten siger jeg, at kunst er filosoferen over os selv og verden – at værket er en skrøbelig bro, som vi kan betræde på vej mod andre og dybere indsigter. Kunst handler om nærvær og erfaring, og det skal man tage alvorligt – ligegyldigt hvor underligt og fremmed det end måtte se ud.

Overordnet har jeg lagt vægt på at formidle den historie, som hver enkelt kunstner fortæller med sin kunst. Jeg har skåret alt overflødigt fra. Jeg har endda tilladt mig at se bort fra de installeringsanvisninger, som nogle af kunstnerne havde vedlagt deres værker. Det har jeg gjort der, hvor jeg synes, at det kunne gøres bedre og mere konsekvent. Hvis noget ikke bidrager væsentligt til at uddybe en hensigt eller et tema, er det stillet væk. Det gælder også de mere formelle værker, hvor jeg har valgt det stærkeste udtryk og skåret ned for at undgå gentagelser og visuel tomgang.

Der findes tomme vægge på denne udstilling – jeg har ikke hentet billeder på lageret bare for at fylde op alle vegne. Det som er her, er stærkt nok til at bære udstillingen og det, som er valgt fra, vil efter min overbevisning ikke bidrage til en bedre eller mere klar og præcis udstilling.

Gruppeudstillinger som denne har både fordele og ulemper. En fordel er, at der er meget at se på, og at der som regel er noget for en hver smag.

En ulempe er, at der kan mangle sammenhæng, overordnet ide og fælles kunstnerisk nødvendighed. Det er også grunden til, at kunstnersammenslutningerne gennem de sidste år har været udsatte for kritik. Ud over det rent praktiske synes de ofte ikke at have nogen kunstnerisk begrundelse for at udstille sammen.

Personligt oplever jeg, at kritikken tit er berettiget. Ud fra et publikums synspunkt er der sjældent den spænding og nerve i sammenslutningerne, som der kan være i en gennemarbejdet og kurateret udstilling.

MEN jeg synes på den anden side heller ikke, at sammenslutningerne bare skal gi op og pakke sammen. De skal forholde sig til kritikken og gribe handsken, før den falder til jorden.

Jeg synes, at Aalborg Kunstpavillion har udfordret sig selv ved dette koncept og de begrænsninger, som ideen bag BLIKKET på KUNSTEN underkaster deltagerne.

Ikke alle får lige mange ting med på udstillingerne, men til gengæld opstår der forhåbentlig noget, som er interessant og væsentligt ikke kun for deltagerne men også for publikum.

Til kunstnerne vil jeg sige: Tusind tak for tilliden. Jeg håber at mit blik på jeres kunst virker stimulerende, og at I ikke føler, at jeg har amputeret jeres hensigter. Jeg har været rigtig glad for opgaven, og I skal vide, at jeg har bestræbt mig meget på at komme hver enkelt af jer i møde på den bedst mulige facon.

Her har jeg kun givet nogle overskrifter og guidelines til de forskellige temaer. Jeg glæder mig til at uddybe det,  når jeg vise rundt på udstillingen den 12. maj.

Alle er dog velkomne til at kontakte mig allerede i dag, hvis I har spørgsmål og kommentarer.

Til slut vil jeg gerne takke Inge Lise, Bruno og Birger for et gedigent samarbejde omkring ophængningen af udstillingen. I har 3 gange slæbt, løftet, boret og banket – også her til sidst med stor ildhu og entusiasme.

Tak for det!

Inden jeg om et øjeblik erklærer udstillingen for åben, skal jeg lige henlede jeres opmærksomhed på musiker Christian Skjødt, som umiddelbart herefter vil opfører en lyd-performance lavet specielt til denne udstilling – opførelsen vare ca. 15 minutter, og jeg vil opfordrer jer til at blive hængende så længe – hvis det bliver for støjende, er I selvfølgelig velkomne til at fortrække ind i de fjernere afdelinger af udstillingen.

Til publikum vil jeg sige:

Velkommen til BLIKKET på KUNSTEN 3

SE udstillingen og brug nu jeres ØJNE!

Der er nok at se på – hvis man har BLIK for KUNSTEN

Af Mette G. Houmann

Blikket på kunsten er nu gået ind i sin tredje og sidste fase med en nyophængning foretaget af performancekunstneren Trine Rytter Andersen. Endnu engang er der blevet omprioriteret og flyttet rundt på værkerne af de i alt 45 udstillende kunstnere, men denne gang ser det helt anderledes ud. Jeg har talt med Trine Rytter Andersen om arbejdet med udstillingen og hendes særlige blik på kunsten.

Aalborg Kunstpavillon har bedt dig sammensætte en udstilling på baggrund af et bredt udsnit af nordjyske kunstnere, der arbejder inden for vidt forskellige genrer og stilarter. Hvordan har du grebet den opgave an?

 Som udgangspunkt stritter udstillingen ganske rigtigt i mange retninger. Det er jo meget forskellige kunstnere, der alle arbejder forskelligt rent formelt. Der er også flere generationer tilstede, og det præger selvfølgelig karakteren af de udtryk, som skal eksisterer side om side i selve udstillingen.

Jeg har grebet opgaven an ved først og fremmest at forholde mig til den indholdsmæssige side af sagen. Altså hvad vil kunstneren, og hvad handler værket om?  Forholder værket sig til identitet, tro, krop, relationer, alder, køn osv.? Er det politisk eller socialt? Arbejder kunstnerne med rent formelle undersøgelser af et materiale, et motiv eller en form?

Det første som møder øjet, når man i en situation som denne, står i en sal fyldt med billeder og ting, er at det slet ikke hænger sammen – men så snart man begynder at se sig rigtigt på tingene viser det sig oftest, at der er mange fine tematiske sammenfald på tværs af de formelle udtryk som sådan og på tværs af generationerne. Det er disse tematiske forbindelser, som jeg har brugt som ledetråd i mit arbejde med at skabe en sammenhængende og dynamisk udstilling.

Du har i de senere år arbejdet med koncept- og performancekunst. Hvordan vil du beskrive det kunstsyn, der ligger til grund herfor, og hvordan påvirker det dit blik på kunsten her?

 Jeg har en næsten 10 år lang forhistorie i den klassiske billedtradition. Jeg har gennemgået en grundskoling på Århus Kunstakademi, hvor jeg lærte at se og at tegne ’rigtigt’. Dvs. såvel genstandstegning, bevægelsestegning og croquis. Før jeg blev optaget på Det Jyske Kunstakademi var jeg fuldkommen opslugt af at modellerer mennesker og dyr. Det betyder, at jeg som udgangspunkt har en stor kærlighed til de klassiske modernistiske udtryk, og jeg kan også værdsætte en naturalistisk tegning for dens iboende abstrakte kvaliteter.

Min egen praksis i performancegruppen artillery skal ses som en eksperimentel ramme, inden for hvilken, vi kunne udfordre nogle af de dogmer, som vi var blevet konfronteret med på kunstakademierne i 90erne. Det var lige efter ’Maleriets død’, og tiden var præget af postmodernistisk tænkning, dekonstruktion og diskurs-forgabelse. Ingen troede rigtigt længere på, at kunstværket som æstetisk unika havde nogen gang på jorden i en verden, hvor industrien lynhurtigt kunne maseproducere en hvilken som helst dippedut og sælge den billigt til hvem som helst. Der var den gang ikke nogen respekt for håndværk og erfaring, og i princippet kunne enhver jo bare være kunstner, for der var jo ikke nogen diskussion, når holdningen var, at alt var lige godt, og at den enes mening var lige så god som den andens. Alt det der med kunstværkets autenticitet og originalitet blev sat under pres af industrien, som netop hyllede kopierne frem for originalerne. Det var smart, for på den måde kunne man på en gang tjene en masse penge og samtidig kalde det, man gjorde for demokrati – IKEAS store scoop er Democratic Design, der bygger på ideen om, at jo flere der har råd jo mere demokrati. I skyggen af industriens gigantiske produktions- apparat er det svært at være billedkunstner med kun to hænder i et lille værksted.

Heldigvis er kunsten ikke død, og heldigvis er vi mange, som stædigt vedbliver at skabe billeder og ting med vore egne hænder og uden at forvente den store hurtige gevinst.

Mit kunstsyn i dag er meget åbent. Jeg er ikke et ’enten eller’ menneske – tvært imod tror jeg, at visdommen ligger i at kunne rumme et stort ’både og’.

Jeg har været anmelder i 4 år, og jeg har siddet i Kunstrådet i Århus, og det arbejde har lært mig, at det stadigvæk er muligt at tale om og diskutere kunstnerisk kvalitet. Kunsten er et fag og et håndværk, som bygger på viden, erfaring og kreativitet. Kunst er afhængig af tre ting: at du vil, at du må og at du rent faktisk kan – altså at du har talent for det. Det er de ting, jeg har blikket rettet imod, når jeg udvælger billeder til udstillingen her i Kunsthal Nord. Jeg vælger de stærkeste udtryk og det som er renest udtryksmæssigt, og på den måde synes jeg, at det er blevet en sammenhængende, spændende og faktisk ret funky udstilling.J

Som kunstner er du kendt for at lave æstetiske undersøgelser af politiske problematikker som fx multikulturalisme, og du har kurateret en lang række udstillinger, der ligeledes understreger samspillet mellem politik og kunst. Hvad kan man forvente sig af din kuratering af Blikket på kunsten?

Hvis jeg skal sige lidt om mit blik for sammenhængen mellem politik og kunst, så handler det om, at samfundsudviklingen siden min ungdom i 80erne har været præget af et enormt fokus på individualitet og frihed. Som nævnt før, så handler det forenklet sagt om den ide, at jo flere der har adgang til en handling, jo mere frihed i verden og des bedre demokrati. Massekulturen og masseforbrugssamfundet rummer vidunderlige individuelle muligheder for selvrealisation på den ene side og faldgruber, som handler om mental ensretning og følelsesmæssig forarmelse på den anden side. Det er lige præcis undersøgelsen af demokratiets virkelige status, som har været fokuspunktet i mange af de performances, som jeg har lavet sammen med artillery.  Hvad er det gode liv? Hvor langt går min personlige frihed i virkeligheden? Hvad betyder borgerinddragelse og nærdemokrati? Hvad betyder noget for dig personligt, hvordan udtrykker du det og hvorfor? Hvad handler konsum om? Hvad skal kunsten i massekulturen? Hvad er kunstnerens rolle i samfundet? Alle disse spørgsmål har artillery forsøgt at rejse på mange forskellige måder og i samarbejde med publikum/deltagerne i vores mange ’Do it together’ værker og via forskellige kunstneriske handlinger og performances ude i det offentlige rum. Artillery var optaget af nærvær og samarbejde og af at skabe helt særlige rum for samtaler og filosofisk hverdagstænkning. Vi arbejdede med en form for underspillet æstetisk powerplay, civil ulydighed og direkte dialog med vores publikum. 

Jeg tror stadig på, at kunsten er meningsfuld og nyttig for samfundet: At den i kraft af sin eksistens modvirker den tendens til afsjæling af tingene og relationerne, som det industrielle massesamfund på mange måder afstedkommer. Kunsten skal være varm og levende, for det er der brug for – Det er den tro og dette blik for kunsten, som er afgørende for mig, når jeg sammensæter udstillingen i denne sammenhæng, og jeg synes, at der er mange rigtig fine bud på varm og meningsfuld kunst her i Kunsthal Nord.

Hvad vil du gerne vise publikum med din ophængning?

Jeg vil gerne have at publikum bruger deres egne øjne i mødet med udstillingen her. Der ligger megen fordybelse, erfaring og nærvær bag værkerne – det synes jeg, at man skal tage alvorligt. Selv har jeg gjort mig umage med at se ordentligt på tingene og sætte dem sammen i en række tematiske forløb, som forhåbentlig også vil blive synlige for beskuerne, når de selv investerer deres tid og blik i processen med at se udstillingen og tænker lidt over, hvad de enkelte kunstnere har på hjerte.

Der er mange fine historier her og mange forskellige bud på, hvad det vil sige at være menneske i verden i dag. Alle med et åbent sind og blik for nuancerne kan finde små og store oplevelser i denne udstilling.

Ny ophængning af Blikket på kunsten

 
Nu er tiden kommet til den tredje og sidste fernisering på Blikket på kunsten. Denne gang kan publikum se frem til en helt anderledes og utraditionel ophængning foretaget af performancekunstneren Trine Rytter Andersen.

Som den sidste i rækken af tre kuratorer er Trine Rytter Andersen aktuel med en spændende nyophængning af Kunsthal Nords nuværende udstilling Blikket på kunsten. Udstillingskonceptet tro er der endnu engang blevet omprioriteret og flyttet rundt på værkerne af de i alt 45 nordjyske kunstnere, der modigt har stillet deres værker til rådighed for tre vidt forskellige kuratorernes frie spil. Der har allerede fundet to ophængninger sted i kunsthallen, og denne gang er det altså Trine Rytter Andersen, der har sat sit helt personlige præg på udstillingen. Med sin baggrund i koncept- og performancekunsten vender hun for alvor op og ned på den traditionelle kunstudstilling og viser nye sider af værkerne frem for publikum. Andersen tog sin afgang fra Det Jyske Kunstakademi i 1999 og har siden bl.a. arbejdet med interventionskunst samt aktioner og performances i det offentlige rum. Der er tale om en kunstner, der arbejder ukonventionelt med politiske problematikker og direkte involvering af publikum. Kom ind i Kunsthal Nord og se, hvordan Andersen har grebet denne sidste ophængning af Blikket på kunsten an. Udstillingen er arrangeret af Aalborg Kunstpavillon og løber fra 26. marts – 24. maj 2010.

Udstillingens sidste fernisering finder sted fredag den 7. maj kl. 16 – 18 i Kunsthal Nord. Ferniseringen indledes med Trine Rytter Andersens egen præsentation af ophængningen samt en musikalsk performance af ….

Onsdag den 12. maj kl. 19 holder Aalborg Kunstpavillon desuden et åbent arrangement, hvor Trine Rytter Andersen kommer og fortæller om sin kuratering og besvarer spørgsmål fra publikum.

Nyt blik på udstillingen Blikket på kunsten

Blikket på kunsten går nu ind i sin anden fase med en nyophængning foretaget af præst og kunstanmelder Troels Laursen. Det er fortsat værker af nordjyske kunstnere, der udstilles, men nu vises de i fornyede konstellationer og med nye placeringer i Kunsthal Nords udstillingsrum.

Efter en vellykket første etape skifter udstillingen Blikket på kunsten kurator. Det er nemlig en del af udstillingens koncept, at de udstillede værker skal flyttes rundt og præsenteres på nye måder i løbet af udstillingsperioden. I alt tre kuratorer har fået frie hænder til på skift at foretage en nyophængning af værkerne af 45 kunstnere, der alle har rødder i det nordjyske. I første del af udstillingen kunne man således opleve billedkunstneren Kurt Tegtmeiers bud på en udstilling, der rettede fokus på farver og rum. Nu er turen kommet til præst og kunstanmelder Troels Laursen, der vil vise publikum sit særlige blik på kunsten.  Troels Laursen er uddannet teolog og har virket som præst siden 1995. Ved siden af præstegerningen har Laursen været dybt involveret i kunst og kultur som skribent og anmelder af både kunst, teater, litteratur og musik. Han har efterhånden en hel del artikler og katalogtekster bag sig foruden diverse foredrag om kunst. Troels Laursens har således alle forudsætninger for at møde op i Kunsthal Nord og sætte sit præg på udstillingen. Kunsthallen er åben for publikum under ophængningen, der starter allerede mandag den 12. april. Det vil således være muligt at få et indblik i arbejdet bag om udstillingen, inden Troels Laursen genåbner kunsthallen officielt med udstillingens anden fernisering. Troels Laursens ophængning kan opleves indtil den 3. maj, hvorefter udstillingen igen skifter karakter med performancekunstner Trine Rytter Andersen som kurator. Udstillingen er arrangeret af Aalborg Kunstpavillon og løber fra 26. marts – 24. maj 2010.

Anden runde af udstillingen Blikket på kunsten åbner fredag den 16. april kl. 16 – 18 i Kunsthal Nord.

De udstillende kunstnere er:

Annette Gerlif, Anna Grethe Aaen, Anne Vad Holtum, Bent Axel Olesen, Birthe Markmann, Birthe Ohsten, Bjørn Søndergaard, Bodil Østergaard, Britta Madsen og Søren Gøttrup, Bruno Jakobsen, Carla Thonsgaard, Dorte Visby, Erik Gamdrup Jensen, Gorm Spaabæk, Grethe Mariann Maurseth, Ingelise Nørgård, Jenny Hansen, Jørn O. H. Bork, Karsten Hallberg, Kirsten Brøndum, Kirsten Thellefsen, Kjeld Ravn Dalsgaard, Kristin Falck Saghaug, Laila Stenderup, Lars skovfoged, Leif Lemmicke, Lene Palm Larsen, Leo Griffin, Lisbeth Gjørtz Fast, Lisbeth Lange, Marianne Rønnow, Marna Rix, Mogens Nielsen, Niels Johan Knøss, Ole Flyv Christensen, Ole Skovmose, Peter G. Christiansen, Peter Lange, Peter Vilhelm Nielsen, Poul Bækhøj, Preben Klitgaard, Ragnhild Joest Harbeck, Søren Friis, Thorvald Odgaard, Tove Anderberg

­

 

 Som sin første udstilling i Kunsthal Nord præsenterer Aalborg Kunstpavillon:

 Blikket på kunsten 26. marts – 24. maj

Aalborg Kunstpavillon har inviteret medlemmerne af Det Kunstneriske Råd til at udstille nye værker i en anderledes udstilling med hele tre ferniseringer. I løbet af udstillingsperioden vil tre forskellige kuratorer foretage en nyophængning af værkerne ud fra hver deres kunstneriske afsæt.

Billedhugger Kurt Tegtmeier: fredag den 26. marts kl. 16 – 18.

Præst og anmelder Troels Laursen: fredag den 16. april kl. 16 – 18.

Performancekunstner Trine Rytter Andersen: fredag den 7. maj kl. 16 – 18.

 

Af Mette G. Houmann

Blikket på kunsten er nu gået ind i sin anden fase med en nyophængning foretaget af præst og kunstanmelder Troels Laursen. Det er fortsat DKR-medlemmernes værker, der udstilles, men nu vises de i fornyede konstellationer og med nye placeringer i udstillingsrummene. Jeg har stillet Troels Laursen en række spørgsmål om hans særlige blik på kunsten.

Udstillingen har allerede været underlagt én kuratering, og nu er det din tur til at sætte dit præg på udstillingen. Hvordan vil du beskrive dit blik på kunsten som forskelligt fra den forrige kurator Kurt Tegtmeiers blik? Jeg turde ikke komme og se Kurts udstilling, da jeg var bange for at blive for påvirket af hans ”blik”, men da jeg så kom i mandags, så hang hans udstilling der endnu! … så jeg har set den og kan se, at min ophængning er noget anderledes end hans. Det er vanskeligt at sætte ord på, hvor det lige er forskellen ligger, men jeg tror alligevel, at vores udgangspunkter, – bare i kraft af hvem vi er, og hvad vi laver – gør sig gældende. Måske kan man sige, at Kurt er kunstneren, der har lavet et nyt værk med de andre kunstners værker, mens jeg – der er ordforbruger – har brugt værkerne til at fortælle nogle små historier, eller rettere, jeg har sat værkerne sammen, så der opstår nogle møder, som man som publikum møder, og en fortælling opstår. Og hvilke fortællinger det så bliver – ja, det er det spændende.

Aalborg Kunstpavillon har bedt dig sammensætte en udstilling på baggrund af et bredt udsnit af nordjyske kunstnere, der arbejder inden for vidt forskellige genrer og stilarter. Hvordan har du grebet den opgave an? Jeg har tænkt en del siden jeg fik opgaven for en måneds tid siden. Jeg kendte en del af kunstnerne på papiret og mente, jeg kendte deres udtryk (- men må sige at flere af dem snød mig! – på den gode måde). Så jeg havde en ide om, at der skulle være et omdrejningspunkt, der hed ”MØDE” – sådan, at det blev til mit møde med deres værker, som så skulle blive til et møde med publikum, og der derud af skulle opstå små fortællinger.

For eksempel er der et ”maskinrum” midt i udstillingen, hvor værkerne, der viser maskiner – fra mekanik til elektronik – møder folk som en lille rejsefortælling om maskiner og mennesker. Eller et rum, der handler om blikket. Blikket der overvåger os via videokameraer og blikke fra familiefotos. Værkerne bliver som ikoner, hvor vi ikke kun kigger på billederne, men de kigger også tilbage på os. Og et møde opstår. Så mødet er det gennemgående ”tema” i opstillingen. Og det møde kom så i stand undervejs i udvælgelsen og ved, at jeg mødte rummene og værkerne.

Udover din åbenlyse interesse og indsigt i kunst er du også præst. Er det et afsæt, der har haft direkte betydning for din udvælgelse af værkerne? Og hvordan påvirker det din ophængning? Jeg har ikke tænkt i religiøse baner. Men jeg har tænkt, at kunst er en måde at anskue (og anskueliggøre) virkeligheden/menneskets liv på – en måde at tyde eksistensen på, og præstens rolle er også at tolke og tyde tilværelsen, både når den er smertefuld og glædelig. Og dér i det at skulle tyde livet, dér kan præstens arbejde – som er med ord og derfor noget, der kun findes i tid – mødes med kunsten, der er til i rummet. Den anskuelse kan forhåbentligt ses i ophængningen.

Hvad vil du gerne vise publikum med din ophængning? Jeg blev bedt om at skrive en manchet til udstillingens plakat og jeg tror, at den kan sige, hvad det er jeg gerne ville – med det forbehold, at jeg er klar over, at jeg ikke kan styre noget som helst og det i virkeligheden er det, der er det spændende – kunsten afhænger af blikket…..:

Kunst er

Kunst er et møde.

Et møde mellem et værk og dig.

Et møde mellem dig og mig.

Et møde med dig selv.

Kunst er

Af Mette G. Houmann

45 DKR-medlemmer har indleveret omkring 170 værker til udstillingen Blikket på kunsten. Udstillingens første kurator Kurt Tegtmeier har fået tre dage til at vælge blandt værkerne og disponere udstillingen inden åbningen fredag den 26. marts. Jeg har stillet Kurt Tegtmeier en række spørgsmål om udstillingen og arbejdet med ophængningen.

Konceptet for udstillingen skal vise, at en udstilling aldrig er neutral, men tværtimod bestemt af et særligt blik. Hvordan vil du beskrive dit blik på kunsten?  Kunst er altid subjektiv, altså en meddelelse fra én person til en anden. Den er som et spejl for vore egne følelser, problemer og holdninger, og vores oplevelser af et værk tager farve herfra. Når jeg så forsøger at sætte mit fingeraftryk på denne udstilling, sker det gennem min udvælgelse og sammensætning af de udvalgte værker. Akkurat på samme måde som maleren sætter sin palet op og vælger, hvilke farver han vil bruge, og hvordan han vil sammensætte dem. Det er i helheden og stemningen i de enkelte rum og deres forløb, I skal finde mit blik.

Som kurator har du fået frie hænder til at sammensætte udstillingen ud fra ca. 170 værker, dog med mindst ét værk af hver kunstner. Det er et stort antal meget forskellige værker, der tæller vidt forskellige genrer og materialer. Hvordan har du grebet den opgave an? I første omgang har jeg valgt ét værk af hver kunstner, og derefter har jeg komponeret de enkelte rum og deres forløb. Det kan sammenlignes med, at man har 6 – 8 tomme lærreder og ca. 45 farvenuancer, stofligheder, strukturer, temperamenter osv. Herefter har jeg så komponeret de enkelte rum, som man komponerer et billede, en skulptur eller et andet kunstnerisk udsagn. Forskellen er nok ikke så stor, når det kommer til stykket. Det er nok sådan, at det drejer sig om, at modtagerens frekvens skal stemme overens med afsenderens.

Havde du en ide om, hvad du ville med udstillingen, allerede inden du kom, eller er ideerne opstået løbende? Ideerne opstår som regel løbende, når man arbejder med intuition. Det er jo ikke matematik. Man kan ikke på forhånd regne ud, hvordan en sådan udstilling kan sammensættes; man må se på det enkelte værk og forsøge at trække dets karakter klart frem ved hjælp af placeringen. Der kan så ske det, at man pga. helheden må ofre noget. Alle kan jo ikke råbe lige højt, så er der ingen, der bliver hørt. Det er her kurateringen har sin styrke. Inden jeg kom til Aalborg, havde jeg forsøgt at orientere mig om de enkelte udstilleres værker, og jeg havde en plan om kun at vælge ét værk pr. udstiller. Det holdt imidlertid ikke. I visse sammenhænge er der behov for mere af en bestemt kunstners arbejde, i andre sammenhænge er ét værk nok. Fx er der i det rum, som jeg vil kalde gallerigangen, blot ét værk af den enkelte kunstner. Her kan man fordybe sig på en anden måde end i det store indgangsrum.

Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om, hvordan selve udvælgelsen af værkerne foregår. Har du nogle bestemte kriterier, du går efter? Jeg har som sagt udvalgt et værk af hver kunstner, og det har jeg gjort ud fra hvad, jeg synes, var det mest karakteristiske ved vedkommende. Det har endvidere været min intension, at give hver enkelt den stærkeste placering. Senere under ophængningen har det så været nødvendigt at supplere eller udskifte. Hvis publikum får en fornemmelse af bredden og dybden i DKR-medlemmernes kunst og samtidig en oplevelse af en helhed, synes jeg, at mit arbejde er lykkedes.

Hvad vil du gerne vise publikum med din ophængning? Det er kunstnerens opgave at arbejde meningsfuldt, så det rører mennesket, således at vi lærer at se og forstå os selv. Det er kuratorens opgave at belyse netop dét. Med det for øje og tanke har jeg forsøgt at finde DKR-medlemmernes palet og gøre rede for den gennem ophængningen. Jeg har så at sige brugt deres palet til at skabe mit eget billede, om det så er et kunstværk, må jeg lade publikum om at bedømme.   

Blikket på kunsten

Blikket på kunsten er en udstilling, der viser tre vidt forskellige syn på nordjysk kunst. Udstillingen er initieret af Aalborg Kunstpavillon, der har inviteret medlemmerne af Det Kunstneriske Råd til at udstille nye værker i en anderledes udstilling med hele tre ferniseringer. Til udstillingen har Aalborg Kunstpavillon håndplukket tre kuratorer, som på skift vil foretage en nyophængning af værkerne ud fra hver deres kunstneriske afsæt. De tre kuratorer har fået frie hænder til at udvælge og disponere over værkerne af de udstillende kunstnere. Udstillingen viser således, at en ophængning aldrig er neutral med tværtimod bestemt af et særligt blik. Kunsthallen er åben under ophængningerne, og publikum har dermed fået en sjælden mulighed for at komme ind og overvære den kuratoriske proces op til den forestående fernisering.

Blikket på kunsten er en udstilling, der retter fokus mod selve præsentationen af værkerne, der udgør et bredt spekter af udtryksformer i form af maleri, akvarel, grafik, skulptur, keramik, foto og blandformer.

Historisk tilbageblik

Gik man på kunstudstilling i tiden før 1960, så man enten kronologiske præsentationer af værker inddelt i kunstarter, stilretninger og –ismer eller udstillinger, der fokuserede på en enkelt kunstners værk. Dengang var udstillingerne præget af faste præsentations- og ophængningsprincipper, der prioriterede historiske perspektiver på kunsten. Siden er der sket meget på kunstområdet. Udviklingen begyndte i 1960erne i takt med fremkomsten af et nyt kunstsyn, som gjorde op med de traditionelle udstillingers isolerede kunstoplevelse. Nu skulle billedkunsten gå i dialog med samfundet og betragtes som et socialt anliggende frem for udelukkende kunsthistorisk eller biografisk. Denne ændring gav sig udslag i en vifte af nye udstillingsprincipper i form af temaudstillinger, kontrapunktiske udstillinger, interventioner, kunst i kontekst og adskillige andre. Disse udstillingstyper eksisterer i dag side om side med mere traditionelle former for udstillinger og viser en mængde mulige blikke på kunsten.

Kuratering

I sådanne udstillinger spiller kuratoren en helt central rolle for publikums oplevelse af værkerne. Kuratoren definerer udstillingens koncept samt afgør hvilke værker, der skal med og hvordan de skal præsenteres og placeres i forhold til hinanden. Udstillingen bliver således udtryk for kuratorens blik og giver publikum mulighed for at opleve værkerne i nye konstellationer. Denne tilgang til præsentationen af kunstværker får ofte overraskende virkninger, som åbner op for et mere nuanceret syn på kunsten. I de senere årtier er brugen af eksterne kuratorer med en særlig vinkel på kunsten blevet mere og mere udbredt.

Det er på baggrund af disse ideer, at Blikket på kunsten er produceret. Ved at lade tre kuratorer skabe tre udstillinger af de samme værker, peger udstillingen netop på det fænomen, at oplevelsen af et kunstværk i høj grad afhænger af den kontekst, det indgår i. Der er tale om en flydende udstilling, der skifter udseende løbende, når de tre kuratorer skal forsøge at skærpe vores sanser og udvide vores oplevelse af DKR-medlemmernes kunst. I alt 45 kunstnerne har taget udfordringen op og ladet deres værker betragte gennem kuratorernes briller. Således giver udstillingen et nuanceret indblik i ny nordjysk kunst, når den er bedst.  

Blikket på kunsten er arrangeret af Aalborg Kunstpavillon og viser værker af medlemmer af Det Kunstneriske Råd (DKR). DKR er en forening for nordjyske kunstnere og en del af Aalborg Kunstpavillon. Historisk set blev foreningen etableret som et modtræk til den oplevede uvilje mod at repræsentere regionens kunstnere på det daværende Nordjyllands Kunstmuseum. Aalborg Kunstpavillon har eksisteret som udstillingssted for bl.a. DKR-medlemmer på adressen Søndergade 20 i Aalborg gamle bydel fra 1981 – 2009. Aalborg Kunstpavillon har siden fungeret som en forening, og i dag sidder der to repræsentanter fra Aalborg kunstpavillon i Kunsthal Nords udstillingsudvalg. Det er på denne baggrund, at Aalborg Kunstpavillon har inviteret medlemmerne af DKR til at udstille i kunsthallen. Ud af de i alt 85 DKR-medlemmer er 45 kunstnere repræsenteret på udstillingen Blikket på kunsten.

De udstillende kunstnere er:

Annette Gerlif, Anna Grethe Aaen, Anne Vad Holtum, Bent Axel Olesen, Birthe Markmann, Birthe Ohsten, Bjørn Søndergaard, Bodil Østergaard, Britta Madsen og Søren Gøttrup, Bruno Jakobsen, Carla Thonsgaard, Dorte Visby, Erik Gamdrup Jensen, Gorm Spaabæk, Grethe Mariann Maurseth, Ingelise Nørgård, Jenny Hansen, Jørn O. H. Bork, Karsten Hallberg, Kirsten Brøndum, Kirsten Thellefsen, Kjeld Ravn Dalsgaard, Kristin Falck Saghaug, Laila Stenderup, Lars skovfoged, Leif Lemmicke, Lene Palm Larsen, Leo Griffin, Lisbeth Gjørtz Fast, Lisbeth Lange, Marianne Rønnow, Marna Rix, Mogens Nielsen, Niels Johan Knøss, Ole Flyv Christensen, Ole Skovmose, Peter G. Christiansen, Peter Lange, Peter Vilhelm Nielsen, Poul Bækhøj, Preben Klitgaard, Ragnhild Joest Harbeck, Søren Friis, Thorvald Odgaard, Tove Anderberg